Sydhavnen byder på masser af oplevelser i børnehøjde. Her kan I klappe søde alpakaer, spise ”hånddeller” eller hoppe i havnebadet. Se vores guide til Sydhavnens 10 bedste udflugtsmål med børn.
Kultur og leg
Karens Minde Kulturhus er Sydhavnens kulturelle mekka, hvor der hver dag er forskellige kulturelle aktiviteter. Kulturhuset har musikken som omdrejningspunkt med koncerter mindst en gang om ugen hele året, og her kan børn gå til gymnastik, dans, teater, malekursus, yoga og så videre.
I Kvartershuset på Borgbjergvej kan børn og barnlige sjæle boltre sig i multihallens minilegeland. Her er hoppeborge, en stor trampolin, tumlemøbler, rutsjebane og andet indendørs legetøj, som appellerer til de mindste. Det koster 30 kr. pr. person at komme ind (børn under 1 år er gratis), og så er der også gratis kaffe til forældrene. Der er weekendåbent i vinterhalvåret og åbent hver onsdag fra kl. 15-17 (ændrede åbningstider i skolernes sommerferie).
Klappedyr og friluftsliv
Som nabo til Karens Minde Kulturhus ligger Børnenes Dyremark – Sydhavnens åbne mini-zoo med heste, får/lam, kaniner, høns og alpakaer. På Dyremarken er man med til at passe, fodre, muge ud, vedligeholde og vise omsorg. Foreningen er frivillig, og har til formål at give børn fra området mulighed for at komme i et grønt miljø, hvor der er plads til at lære om dyr og til at give plads til hinanden på en givende og omsorgsfuld måde.
4. Tippen
Sydhavnstippen, eller bare Tippen, er et skønt åndehul i Sydhavnens sydlige del. Her er der et rigt plante- og fulgleliv, og både får, alpakaer og mange andre dyr, som børnene kan hilse på. Området er et spændende udflugtsmål for en god cykeltur og er oplagt til en picnic, hvor man kan nyde sin frokost under åben himmel omgivet af smuk natur.
5. Copencabana – Havnebadet ved Fisketorvet
I de varme sommermåneder fra 1. juni-30. september er Havnebadet på Fisketorvet absolut et besøg værd med ungerne. Badet består af et beskyttet lagunelignende område med tre bassiner på i alt 650 m2: et børnebassin, et springbassin og et motionsbassin. Havnebadet Fisketorvet er et af flere havnebade i Københavns havn, og er et friskt urbant alternativ til stranden. Tre livreddere er ansat til at passe på badegæsterne, så du kan trygt kaste dig i bølgen blå. Adgang er gratis.
6. Naturlegepladsen i Valbyparken
Københavns bedste legeplads ligger i Sydhavnen! I Valbyparken (som har postnummer i Sydhavnen og derfor “snyder” med navnet) ligger den 25.000 m2 store, bemandede naturlegeplads, der i øvrigt er Danmarks største af slagsen. Her er der plads til mange timers udendørs leg med udfordringer, der kan få pulsen op. Snoede stier, gangbroer, tårne, pilehytter, klatrestativer, sandkasse, soppesø med vand i sommermånederne og meget meget mere.
Familievenlige caféer
På South Harbour Café lige ved Sydhavn St. får I en lille bid af Marokko. Her kan børn og voksne smage de lækreste, marokkanske pandekager, kernesunde smoothies eller en overdådig brunch moroccan-style. Den hyggelige café er velbesøgt af gæster i alle aldre og serverer naturligvis også caféklassikere som cortado og cheesecake.
Caféen i det italienske madtempel, Supermarco, på Frederiks Brygge er absolut et besøg værd! Her kan I nyde en dejlig morgenmad, spise lasagne som mama laver den eller mæske jer i de lækreste kager, som børnene vil elske. Spis i selve caféen, ved bordene udenfor eller find en plads på træbryggen ved vandet.
Tutten på Mellemfortet serverer traditionelle, danske retter i et hyggeligt og uformelt miljø. F.eks. kan I få alt fra stegt flæsk eller fiskefilet med pommes til en lækker hånd(frika)delle til at stille den lille sult. Tutten ligger ved Fiskerihavnen og byder på en skøn udsigt over vandet.
10. Café Rallys
På de koldere dage, og udelivet stopper, er den trendy Café Rallys på Mozartsvej i den gamle bydel et godt bud på en børnevenlig café, hvor der er god plads for børnene til at boltre sig. Her serverer de toast til en 50’er, kaffe og gode retro sodavand, så I kan slukke tørsten.