Der er mange glæder ved at bo nær vandet i Sydhavnen. Og nu kan københavnerne glæde sig over et nyt tiltag, som skal skabe frirum og bidrage til det levende miljø i Københavns havneløb. For den australske arkitekt Marshall Blecher har i samarbejde med Fokstrot designstudio fra Sydhavnen søsat en lille ø kaldet CPH-Ø1 i Sluseløbet. Og planen er at fylde Københavns inderhavn med en hel flåde af de flydende parker, som de kalder Ø KBH eller Copenhagen Islands.
Bæredygtigt byrum
CPH-Ø1 er cirka 20 kvadratmeter og består af en træterrasse og et lindetræ. Øen er tømret med bådebyggeteknikker og bæredygtigt træ på en stålkonstruktion fyldt op med 4.000 genbrugte plastikflasker.
Kajakroere, havnebadere, solslikkere, lystfiskere og engangsgrillere, der går i land på øen for at hvile sig eller for at hygge under det høje lindetræ, kan bruge den kunstige ø, som et nyt fælles københavnsk byrum, der ligger ude på vandet og vipper.
Øen blev lanceret i sensommeren sidste år i Sluseløbet, hvor Fokstrot bor og har bygget den. Ved værkstedet i Slusen har træøen også overvintret, men når foråret kommer, og bladene på linden springer ud, starter den en tour rundt til forskellige lokaliteter i Københavns havn – første stop bliver den populære La Banchina på Refshaleøen.
Lille ø, stort potentiale
CPH-Ø1 er bare starten. Planen er at etablere et netværk af flytbare og flydende offentlige rum i havnen, med forskellige aktiviteter eller funktioner afhængigt af årstid, placering og af hvad brugerne af øen dikterer. Kommende øer kunne fx være en flydende muslingefarm, en flydende sauna, en flydende scene eller en sail-in café. Øerne kan enten ligge spredt over hele havnen, eller rykkes sammen til en flydende ø-park i forbindelse med festivaler og særlige arrangementer.
Foto: airflix.com